Vandløbets selvrensende effekt
Vandløbet virker som et renseanlæg, og hvis ikke mængderne af organisk forurening og gødning bliver for kraftig kan dyr, alger og bakterier selv fjerne de skadelige effekter af forureningen. Det kaldes vandløbets selvrensende effekt.
Vandløbsgrafen viser vandløbets selvrensende effekt. Det starter mod venstre, hvor den primære forurening tilfører organisk stof – det kan fx være urenset spildevand eller udledning af foderrester fra et dambrug (fiskefarm). Nederst i figuren ser vi det blå tal ”7”, som kendetegner det rene vandløb. Punktet hvor forureningen sker ryger det ned på ”1”, men så arbejder det sig langsomt op mod ”7” igen ned langs vandløbet. Dét er vandløbets selvrensende effekt.
Selvom vi her ser vandløbets selvrensende effekt er alt ikke som før! Selvom den primære forurening er nedbrudt, så er der nu en højere koncentration af næringssalte. Næringssalte forsvinder ikke og vil være opløst i vandet.
Dyr i vandløbet
Inden forureningen ser vi rentvandsdyr som vårflue, døgnflue og slørvinge. De har høje krav til ilt, og når de kan leve der vidner det om iltrigt og rent vand. Forureningen sætter ind og de forsvinder. Rottehalen tager over og det er et sikkert tegn på dårlige iltforhold for snablen stikker den over vandet for at få ilt fra luften. Dansemyg og børsteorm tager over – de kræver en lille smule ilt som de kan opfange med deres tynde hud og røde hæmoglobin der binder ilten. Efterhånden som vi bevæger os ned ad vandløbet bliver vandbænkebideren mere hyppig – iltindholdet er tåleligt og føden rigelig fra det organiske stof. Vi støder nu på vårfluelarven og til sidst døgnflue og slørvinge og den selvrensende effekt har bragt os op på forureningsgrad 7 igen. Tangloppen er en generalist der kan leve under meget forskellige iltforhold, og derfor ses den ved forureningsgrad 3-7. Det gør den til en dårlig indikatorart.
Ilt og organisk stof
BI5 er høj når forureningen sætter ind – det skyldes det organiske stof der forurenes med, og det bekræfter en høj mængde organisk stof. Det falder ned igennem vandløbet fordi det nedbrydes af smådyr, men især bakterier. Bakteriernes respiration kræver ilt, og derfor ser vi et kraftigt fald i iltniveauet. Det retter sig ned gennem vandløbet pga. stigende mængder alger og bundplanter, der laver ilt ved fotosyntesen.
Gødning
Hvis vi ser på de øjeblikkelige ændringer i næringssalte ved forurening ser vi at der ikke tilsættes nitrat, men en vis mængde fosfat og ammoniak. Men de stiger! Stigningen i fosfat stammer fra det ATP og DNA der er indbygget i det organiske stof, og når det nedbrydes frigives fosforen. Det samme sker med nitratforbindelserne, men når det organiske stof nedbrydes, så dannes der først ammoniak – derfor stiger den først. Lidt forskudt har vi nitraten, og det er fordi ammoniakken først skal omdannes til nitrit og dernæst nitrat i nitrifikationen. (se nitrogenkredsløbet).
Alger
Bakterierne starter med en høj koncentration og falder konstant ned igennem vandløbet, og det sker i takt med at det organiske stof bliver nedbrudt. Der kan være tale om forskellige bakterier – fx i forureningsgrad 1 hvor iltforholdene er så ringe at kun anaerobe bakterier kan overleve. Lammehaler er kolonier af bakterier der lever i stærkt forurenede vandløb, de kan nogle gange ses ved kloakudløb. Algerne begynder at tage til i antal ved forureningsgrad 2, fordi vandet nu er klart nok til, at der kan ske fotosyntese. Det forstærkes af, at der er rigeligt med næringssalte. De bliver afløst af øvrige vandplanter, som er planter der vokser på bunden af vandløbet. Det kræver klart vand at vokse under vandet så der kommer lys nok til bladene. De fastsiddende planter overtager algernes rolle, og det skyldes at de er bedre til at konkurrere om næringssaltene som bliver stadig færre ned igennem vandløbet. I forureningszone 5 og 6 bliver også næringssaltene begrænsende faktor for planterne.
Forureningsindeks
Nederst ser vi både tal 1-7 og farver. De viser graden af forurening.
Få styr på dine dyr
Vandløbets dyr er indikatordyr, dvs. de viser hvordan iltforholdene er i vandløbet over flere uger, og ikke kun når vi er ude og måle. Dyrene har forskellige designs til at optage oxygen – jo bedre de er til at optage oxygen, jo lettere har de ved at overleve i et forurenet vandløb med svingende iltforhold.
Rottehalen
Lever i så ringe iltforhold at andre må give op. Den stikker røret op over overfladen for at trække vejret. Den er larve af en svirreflue som lægger sine æg i mudderet.
Rød danse-myggelarve
I et forurenet vandløb med lidt ilt i vandet kan den optage det igennem huden. Den røde farve kommer af hæmoglobin, som vi også finder i blod. Blodets opgave er at binde ilt, og det samme gør den røde dansemyggelarve, så den kan overleve ved meget lave iltkoncentrationer.
Vand-bænkebider
Vi finder den i både rene og lidt forurenede vandløb, så den fortæller os ikke så meget om forureningen hvor den lever. Den har gæller på bugen mellem benene.
Tangloppe
Tangloppen er meget almindelig. Den kan leve i næsten alle vandløb – vi kalder det en generalist. Den fortæller os ikke meget om iltindholdet.
Vårfluelarve
Vårfluelarven kan kun overleve ved ok iltforhold. De har gæller, som gør det lettere at optage ilt, og de som bor i hus laver en vandstrøm igennem huset med gællerne for at få ilt. Ved stærk strøm er gællerne ofte mindre, fordi det er lettere at optage ilten fra rindende vand.
Døgnflue
Døgnfluen er et tegn på gode iltforhold. Gællerne øger overfladen, og det øger overfladen ilten kan diffundere ind i gællerne.
Men det mærkelige er, at arten Baetis er lige så god til at optage ilt, hvis man klipper gællerne af! Vi ved ikke præcist hvad de bruger dem til.
Slørvinge
Slørvingen er kongen af rent iltholdigt vand. Finder du den, så ved du at vandløbet er uforurenet. Oxygen diffunderer fra vandet ind igennem huden, som har en lille overflade, og derfor kræver slørvingen meget ilt i vandet.
