Planter og dyr i fjorden

I fjorden forekommer primært langstilket havgræs (Ruppia cirrhosa), almindelig havgræs (Ruppia maritima), børstebladet vandaks (Potamogeton pectinatus) og ålegræs (Zostera marina)

(ålegræs). Disse 4 planter lever ved saltholdighed og vokser alle på overgangen mellem de svagt brakke og de rent salte vandmiljøer. De to havgræsarter vokser ved saltholdigheder helt ned til nogle få promille, mens ålegræs vokser ved højere saltholdigheder.

Screencast som forklarer de gavnlige virkninger af ålegræs i fjorden.

Ålegræs (Zostera marina). Ålegræs ligner siv og kan vokse i meget tætte bevoksninger på havbunden. Fra en grenet jordstængel i havbunden vokser lange, friskgrønne blade (4-12 mm), som kan blive op til 30-120 cm lange.

Om efteråret skylles meget ålegræs op på stranden, hvor det ligger tørt, krøllet og sort i tykke volde. På disse volde vokser der mange enårige planter. Ålegræs kræver en del sollys for at kunne vokse og derfor ses ålegræsplanter ud til næsten 3 meters dybde i Ringkøbing Fjord.

På billedet ses de brune jordstængler, som kryber hen over fjordbunden. Fra jordstænglen skyder friske, grønne flade skud op i vandsøjlen.

To billeder af ålegræs: Til venstre trives det godt fordi lyset når ned til planterne og der sker fotosyntese. Her forventer vi at finde mange forskellige smådyr. Til højre er ålegræsset ved at dø pga. skygge fra alger.

Fra 1997 begyndte søsalat at vokse i fjorden. Søsalat blev i 1997 fundet enkelte steder, men allerede i 1998 og 1999 blev mængden øget betydelig. Da der blev færre alger i vandet, blev der mere næring og lys tilgængelig til søsalat. Søsalat driver i store mængder rundt i fjorden med vinden. Søsalat samles i store mængder i vandkanten og på bunden, hvor det nedbrydes. Når det nedbrydes, opbruges ilten og der dannes methan og svovl.

På billedet ses sammenskyllet søsalat i mælkehvidt vand. Det er frit svovl og iltsvind under nedbrydning af søsalaten der giver den hvide farve (PT Luftfoto).

  1. Holder på næringsstoffer (især fosfor og nitrat), som så ikke kan bruges af planteplanktonet.
  2. Giver skjul for dyreplankton, så det ikke så let fanges af fisk.
  3. Medfører større tætheder af muslinger og andre filtratorer, som fjerner alger fra vandet.
  4. Favoriserer små aborrer og andre unger af rovfisk i fødekonkurrence med skaller og andre fisk, som æder dyreplankton. Dyreplankton er med til at holde vandet klart ved at filtrere alger fra vandet
  5. Giver skjul for fiskeyngel og små fisk
  6. Stabiliserer bundmaterialet, reducerer sedimentophvirvling og øger bundfældningen af partikler og planteplankton
  7. Sikrer gode iltforhold ved bunden til gavn for bunddyrene og øger den bakterielle omsætning af kvælstof (denitrifikationen)
  8. Kan udskille kampstoffer, som hæmmer planteplanktonets vækst.

Individtætheden af bunddyrene afspejler de fysiske forhold og de fødemæssige betingelser på lokaliteten. Hvis lokaliteten f.eks. er meget udsat for ophvirvling af bunden (resuspension) eller iltsvind, vil der ikke leve så mange dyr.

De talrigeste arter af bunddyr i Ringkøbing Fjord.

A: Heteromastus filiformis, B: Svovlorm (Marenzelleria viridis)

C. Sandmuslingen (mya arenaria,

D: Almindelig nereis (Hediste diversicolor).

Tegning af almindelig hestereje og tang-myside. Billede af tang-myside.

Skip to content