Fiskeproduktion

Første karpeavl vand sted i 1500-tallet på Sydsjælland. For over 100 år siden blev kildeørreden og regnbueørreden introduceret. Regnbueørreden har være den foretrukne dambrugsfisk i Danmark lige siden.

1960’erne var der 500 dambrug i især Jylland ved åer, som blev stemmet op (der blev lavet en dæmning), og vandet blev ledt ind igennem fiskebassinerne som var gravet ned i jorden. I dag er der kun 175 ferskvandsdambrug, men de er underlagt langt strengere regler – især efter den første vandmiljøplan i 1989.

Typer af dambrug

Traditionelle dambrug

Gennemstrøms anlæg med jorddamme/kanaler + simpel bundfældning.

Model 1 dambrug

Jord eller beton damme/kanaler, ofte med en vis recirkulering af vandet, + plantelagune.

Model 3 dambrug

Stor grad af recirkulering, biofilter, slamkegler + plantelaguner.

Før måtte man indtage størstedelen af vandet fra åen, så den om sommeren kunne blive tørlagt, men i dag må man taget meget lidt vand ind, og der er krav om rensning inden vandet ledes tilbage igen. Et andet krav er foderet, som skal minimeres ved at tilpasse det fiskens behov bedre. I begyndelsen tilsatte man 4-7 kg hakket industrifisk, for at producere 1 kg ørred, og under optimale forhold var 3 kg nok. I dag er forholdet mellem føde og vækst ca. 1:1, og det giver langt mindre spild til vandmiljøet. Det her heller ikke længere tilladt at producere hvad man har lyst til, og der er ”kvoter” for hvor meget fisk man må producere.

Omlægningen til nyt foder, nye fiskedamme i beton, og energirigtige pumper er ikke billige, så ligesom i landbruget dambrug vokset i størrelse, og der er meget færre af dem. De 500 er blevet til 150 i 2018. Imens er der etablere havbrug.

Opstemningerne for at få vand ind i dambrugene betød også at havørreder og laks ikke kunne komme op i de små grene af vandløbet for at gyde, og det truede bestandene af fisk mange steder. I dag er det et krav at der etableres fisketrappe, som er en åløb udenom dambruget, hvor fiskene kan bevæge sig igennem.

Dambrug er af stor betydning nationaløkonomisk og arbejdspladser, så derfor har begrænsninger i produktionen ofte være politisk træge.

Fremtidens miljørigtige dambrug RAS

RAS = Recirculating Aquaculture Systems.Et moderne dambrug kan recirkulere vandet, og dermed næsten undgå udledning af gødning og organisk stof til vandmiljøet. Det har også den fordel at man kan producere fisk hele året og slagte når efterspørgslen er højest. Det første såkaldte indpumpningsanlæg, hvor vandet blev pumpet ind og blev recirkuleret, blev etableret i Ringkøbing i 1963, men det har aldrig været en rentabel produktion – måske fordi man selv skulle betale for rensning af sit spildevand. Et gammeldags dambrug kunne jo blot lade forureningen flyde ned i åen. Den første store satsning på et recirkuleret anlæg er Atlantic Saphire i Ringkøbing, som desværre brændte ned i 2021. Det var dog et pilotprojekt til et langt større anlæg i Miami i USA, og det er et godt bud på hvordan fremtidens fiskeproduktion kan se ud. Også Aquabanq i USA udvider kraftigt RAS.

I et RAS-anlæg er det muligt at producere 4x så mange fisk med samme forurening som i et åbent havbrug, og det er myndighedernes loft over produktionen som holder dambrugene tilbage for at producere mere end de gør i dag.

Bakterier behøver ikke altid bekæmpes med antibiotika, da UV-lys eller ozon kan holde dem nede. Det er heller ikke modtagelig overfor sygdomme udefra fordi det er et lukket kredsløb og især lakselusen slipper man for at kæmpe imod.

Derfor er havbrug stadig problematiske

Der udledes miljøfremmede stoffer til vandmiljøet

Medicinrester
Kobbersulfat til bekæmpelse af alger i burene, som blokerer for vandgennemstrømningen så fiskene ikke får nok ilt.
Stoffer til bekæmpelse af havlus. Havlusene slipper taget i fiskene, men dør ikke, og de spredes til vandmiljøet hvor de kan angribe de naturlige populationer af fisk. Parasitterne dræner fisken for energi, og det kan en tamfisk godt overleve, fordi de bliver fodret konstant, men det kan blive fatalt for vilde fisk som ikke har samme overskud af føde. Sårene alene øger risikoen for infektioner hos de vilde fisk. En ung laksesmolt som kommer ud i havet fra gydepladsen i vandløbet vil dø, hvis blot 5 lakselus hægter sig fast.
Lakselus er ikke en lus, men et krebsdyr. Det er en specialiseret copepod, som snylter på fisken. Når der tilsættes midler der skal hæmme eller dræbe lakselus, så rammer man også de naturlige krebsdyr som rejer og krabber i vandmiljøet, så de forsvinder som føde for de vilde fisk. Copepoder er et vigtigt led i fødekæden, da de filtrerer alger, og er vigtig føde for fiskeyngel.
Undslupne fisk konkurrerer med de vilde fisk om samme føde.
Nogle af de undslupne laks trækker op i vandløbene og begynder at lægge æg i gydegruset hvor de hjemmehørende fisk allerede har gydt, og ødelægger deres æg. Det er især de vilde ørreder det går ud over, fordi laks gyder senere, og derfor lettere graver ørredens æg op igen.
Formalin og antibiotika. Sidstnævnte kan føre til resistens hos bakterier.

Alternativer til de giftige aflusningsmidler

Jo tættere laks opdrættes, jo lettere har de ved at overføre lakselus til hinanden, og det er et stigende problem i især Norge hvor laksefarme er en kæmpeindustri. Der bliver forsøgt mange alternative løsninger som er mere skånsomme overfor miljøet. Vi kender rensefisk fra havmiljøet hvor store fisk, lader rensefisk fjerne parasitter de ikke selv kan fjerne. I havbrug bruges læbefisk som biologisk våben til at fjerne snylterne, og senest stenbideren. Intet er dog perfekt for rensefiskene lever ikke de 15-30 de gør naturligt, for laksens sygdomme overføres også til rensefiskene og det koster 150.000 af dem livet hver dag, og de overlever sjældent længere end et år. Rensefiskene opformeres i dambrug, men blot behovet for avlsfisk har presset de naturlige bestande kraftigt.

Ferskvand får også lakselusen til at slippe sig tag, men det er ikke let at producere så store mængder ferskvand ud på havet. Varmebehandling ”thermolicer” er også en metode til at få lakselusen til at slippe sit tag, men det er en meget brutal behandling af laksen at lukke laksen fra havets 10-15 grader ind i 34 grader varmt vandbad. Ikke alle overlever.

Hvor sundt er opdrættet laks?

Vi forbinder fisk med sundhed pga. stort indhold af Ω-3 fedtsyrer der modvirker hjerte-karsygdomme. Dem er der mange af i vilde fisk, men langt værre i tamfisk, fordi de er fodret med meget vegetabilsk føde. Samlet set er der godt nok lige meget Ω-3 i en tamlaks som i en vild laks, men det er fordi en tamlaks er langt federe end den vilde slægtning.

Fisk kan også pumpes ligesom hamburgerryg for at få en bedre kilopris. E-numrene E450, E451 og E451 kan afsløre om der er brugt saltlage, hvor man ved hjælp af osmose kan få kødet til at binde mere vand.

Foder til fiskene

Laks og ørred er rovfisk og har brug for kød, og tidligere fik dambrugsfisk hakket industrifisk, som er fisk som tobis, ansjoser og brisling, som ikke sælges direkte til middagsbordet. Det bruges i fx dyremad, og det er måske grunden til at din hund kan have fiskeånde. Kød er dyrt, så man har erstattet proteinerne fra fisk med billigere solsikker, bønner, majs, ærter, hvede, soja og rapsolie. I de foderpiller fisk fodres med i dag består kun 28 af energien fra dyr – fx ansjoser, mens de resterende 72 % er vegetabilsk.

Fisk har en stor muskelmasse, og for at kunne lave kød er der brug for meget protein. Derfor er foderet hele tiden et spørgsmål om hvor vi kan skaffe de kostbare proteiner.

Er det nu et problem at proteinerne stammer fra vegetabilske kilder? Proteiner er bygget af 20 forskellige aminosyrer men der er ikke lige mange af hver, og en ansjos har sin egen sammensætning, og den vil ligne det vi finder hos laksen som spiser den. Derimod er den meget forskellig fra hvad vi finder i fx majs. Fordi majs matcher behovet hos laksen så dårligt, så vil der være mange aminosyrer i overskud som fisken ikke kan bruges. Det overskud udskilles fra fisken som ammoniak NH₃ og omdannes til ammonium og nitrat som forårsager vækst af alger.

Fodereffektiviteten er høj ved opdræt af fisk, og det fremhæves at 1 kg foder kan blive til 1 kg fisk. Men der er noget galt i regnestykket, for hvordan kan fisken så få energi til respiration, hvis det hele bruges til vækst? Det er upræcist at regne i vægt, for der er ikke taget hensyn til hvor meget vand der er i foderet, og at der er ca. dobbelt så meget energi i olie, som i kulhydrat og protein. Ser vi på energien, så ser regnestykket helt anderledes ud. For at producere 1 KJ laks, skal den æde 5 KJ foder (Ulnits, Havmisbrug). Selvom en fødeeffektivitet på 20% er god (gennemsnit på 10%), så ville den være mere effektiv, hvis fisken blev fodret med animalsk foder. Hvad der ikke optages skal udskilles, og en ørred på 4,5 kg efterlader ca. 2 kg ufordøjet foder som lægger sig på bunden under burene som organisk stof der forbruger ilt og kan medvirke til iltsvind i især de indre danske farvande.

Prisen på animalsk protein er høj, men det er ikke det største problem. Produktionen af fisk i havbrug er eksploderet de sidste årtier, og det samme er selvfølgelig fiskemelet til at lave foderpiller. Det er svært at følge med efterspørgslen.

Hvis der blev opfisket så store mængder industrifisk til fiskefoder vil vi gribe ind i økosystemet og fjerne fødegrundlaget for en lang række vilde fisk, hvor mange af dem allerede lider under kraftigt fiskeri.

Mærkningsordninger

MSC er en miljømærkning for vildt fangede fisk, men der skal mere til at pudse glorien, for det er fx stadig tilladt bære mærket selvom fiskene er fanget med bundtrawl, der lægger havbunden øde og ødelægger dyre og plantelivet. Producenterne betaler for at bruge mærket.

ASC er et mærke som skal sikre at opdrættede fisk er sket økologisk forsvarligt. Fiskeribiolog Steen Ulnits mener det tager mere hensyn til arbejdsmiljøet oven vande end for de mennesker som arbejder med fiskeopdræt end selve opdrætsfiskene. Almindelige åbne havbrug der udleder kemiske hjælpestoffer og antibiotika kan godt købe mærket og sætte det på deres fisk.

Det alvorligste problem

En død fisk bliver normalt erstattet af en anden fisk med tiden. Der er konsekvenser som er permanente og det er genetisk forurening. Tamfiskene har en dårlig fitness, og klarer sig dårligt i konkurrencen om føden. De stammer fra helt andre avlede laksestammer som ikke har de vilde laks’ tilpasning til vandløbet. Men ved et udslip er de i overtal og nogle af dem trækker med op for at gyde og når de parrer sig, får de et svækket genetisk afkom. De svækkede gener kan vokse ind i genpuljen hos de eksisterende laks, og blive fatale, når der uundgåeligt sker forandringer i miljøet. En original laksestamme er ikke noget man blot kan genskabe – derfor bruges der også mange millioner på at genudsætte laksen i Skjern å. Ikke en hvilken som helst laks, men resterne af de laks der overlevede den hårde regulering af Skjern å i 1960’erne.

Det er ikke til at se på en fisk om der er sket en genetisk forurening, men et dansk forskningsprojekt kaldet AquaTrace laver genetiske undersøgelser der kan bestemme oprindelsen af fiskene.

GMO-fisk

Dambrug i den ene eller anden form bliver aldrig naturlig for fisken og den naturlige fysiologi og fødekrav matcher ikke de høje produktionskrav.

Der er dog mulighed for at tage genmodificere fisken – områder man kan arbejde på:

Gøre den bliver mindre stresset
Gøre den sundere højere indhold af Ω3 fedtsyrer
Bedre udnyttelse af foderet – især det plantebaserede
Bedre fodereffektivitet
Modstandsdygtige overfor fx havlus med mindre behov for antibiotika og medicin.
Ikke fremkalde allergi hos personer med fiskeallergi og måske er mere velsmagende
– mulighederne er mange.

En laks har ikke lige høj vækst hele året, men forskere i AquaBounty har ændret produktionen af væksthormon til at være konstant vil fisken nå den dobbelte vægt på samme tid og med mindre foderforbrug. De går i landbaserede anlæg så der ikke er risiko for udslip og genetisk forurening, og 99% af dem er sterile fordi de er triploide. Skulle det alligevel ske, så vil deres fitness være så meget lavere end de vilde laks at de vil blive udkonkurreret hurtigt for det kræver mere foder end de kan finde i naturen at opretholde den unaturligt høje vækst. Situationen i dag er at der sker udslip af laks fra fremmede genetiske stammer som skaber genetisk forurening selvom de ikke er GMO. Udviklingen af den gensplejsede laks skete allerede i 1990’erne, men det tog to årtier at få tilladelse til at begynde produktionen i 2015 og det skete under stor debat.

Modstanden mod GMO i Danmark og Europa er massiv og fastlåst, og desværre lidt faglig, men sådan er det ikke i størstedelen af verden.

En frygt er at et udslip kan skabe genetik forurening af lokale vilde populationer.