Dyr og planter i vandløbet
Der er to slags planter i et vandløb. Bundplanter og alger. Bundplanterne lever i vandløb med god adgang til lys, og de er vigtige som skjul for smådyr. De optager også næringsstoffer, og er på den måde med til at tilbageholde nitrat og fosfat, som kan skabe forurening.
Algerne, som også kaldes phytoplankton lever frit i vandet. De gør vandet grønt og kan skygge for bundplanterne. Hvis der er store mængder alger, vil de også på et tidspunkt falde til bunden, hvor de nedbrydes af smådyr og bakterier. For mange alger kan rådne og skabe iltsvind, især når vandet står mere stille i havet og søerne. Nedbrydningen sker ved respiration, som bruger ilt, og iltsvind vil slå de mest iltkrævende dyr som slørvinge ihjel.
Bundplanter
Væksten af bundplanter og alger kan begrænses af gødning som nitrat og fosfat. Også dårlige lysforhold kan hæmme væksten. Det sker fx. hvis vandløbet løber igennem en skov. Omvendt kan et lysåbent vandløb med mange gødningsstoffer være forurenet med mange alger. Bundplanter kan bremse vandet i vandløbet og få det til at oversvømme marker, og derfor foretages grødeskæring – dvs. planterne i sider og bund skæres ned.
Det er uheldigt for miljøet i vandløbet for mange smådyr mister deres levesteder, og bundplanterne er også med til at fjerne nitrat ved en proces kaldet denitrifikation.
Andet led i fødekæden - dyr og bakterier
I vandløb finder vi langt flere smådyr end i søer, og hovedparten lever af detritus (mudder og organisk stof). Artsdiversiteten (antallet af forskellige arter) er højere i slyngede vandløb, og det skyldes de mange forskellige levesteder med høller, stryg, sand og grus. Smådyrene klarer sig alle godt ved gode iltforhold i de øvre vandløb, men nogle arter som slørvingenymfen klarer sig så godt, at de kan udkonkurrere andre. Vi siger de er godt tilpasset leveforholdene med iltholdigt vand og stærk strøm.
Slørvingen lever i rene vandløb
Finder vi en slørvinge der kræver meget ilt for at overleve er det et tegn på gode iltforhold. Vi kalder dem indikatorarter – og det er en god rettesnor, når vi skal undersøge forurening i et vandløb. De fortæller os mere end mange kemiske målinger, fordi de lever der døgnet rundt. Vi kan godt måle gode iltforhold om dagen i et vandløb, men hvis der er mange alger, der bruger ilten om natten ved respiration, så det skaber iltsvind, vil vi ikke opdage det. Mangel på fx slørvinger i vandløbet vil derimod afsløre det for os. Det smarte ved at indsamle vandløbsdyr er at det viser os om iltforholdene er gode om natten, og over en længere periode. Det giver et bedre billede af forureningen end en enkelt iltmåling på ekskursionsdagen.
Slørvinge
Slørvingenymfen er tilpasset et liv med stærk strøm og den holder sig fast med kroge på benene. Den kræver meget ilt i vandet, fordi den benytter hudånding og ikke gæller. Når ilten kun kan diffundere igennem det lille areal på kroppens overflade, har den brug for meget ilt i vandet.
Har et dyr gæller som døgnfluenymfen, ville den have en større overflade, og ilten kan lettere diffundere ind i kroppen. Det er derfor døgnfluenymfen kan leve ved en lavere iltkoncentration end slørvingenymfen.
Slørvingenymfen også kaldet slørvingen, kendes på sine to haletråde. Slørvingen hedder en nymfe i det her stadium hvor den lever i vandet, men bliver i foråret forvandlet til et flyvende insekt som lever i 2-3 uger.
Vårfluelarven
Foto: Bob Henricks
Vårfluelarver klarer sig bedst med gode iltforhold, og de er let at kende på deres huse af sten eller plantestængler. Det giver dem beskyttelse, camouflage og holder dem fast, så de ikke rives med strømmen. Nogle vårfluelarver lever frit uden hus.
Vandbænkebider
Foto: Sharp Photography
Vandbænkebideren finder man ofte i stort antal under sten sammen med igler. Den er meget almindelig og lever i rent, såvel som forurenet vand. Det er ikke et insekt, men et krebsdyr ligesom ferskvandstangloppen.
Ferskvands-tangloppen
Ferskvandstangloppen er en generalist. Dvs. den kan leve under meget forskellige forhold, og derfor er den en sikker fangst i de fleste vandløbsundersøgelser. Da den er generalist fortæller den os desværre ikke så meget om iltforholdene.
Rød dansemygge-
larve
Den røde dansemyggelarve er bygget til et liv med lavt iltindhold, og hvis vi finder den, kan det være et tegn på et forurenet vandløb. Dansemyggelarven indeholder hæmoglobin, som vi også finder i blodet, og derfor er den rød. Molekylet er effektivt til at binde ilt, og den kan binde ilten selvom der kun er en lav koncentration i vandet.
Rottehale
Foto: Nathan Reading
Rottehalen kan leve i kloakafløb, og kræver stort set ingen ilt i vandet. Den har et rør, som kan strækkes op til overfladen, hvor den kan bruge atmosfærens ilt. Den er larve af en svirreflue kaldet en droneflue.
Ilt i vandløbet
Iltindholdet er normalt højt i øvre og middel vandløb og iltsvind er en sjældenhed her. Især strygenes grus gennemlufter vandet, så en del af atmosfærens 21 % oxygen opløses i vandet.
Alger og fastsiddende planter bidrager også med oxygen om dagen, men bruger tilsvarende af ilten om natten. Iltproblemer opstår senere i søer og fjorde, hvor vandet flyder langsomt. Her får algerne tid til at blive nedbrudt, og det bruger svampe og bakterier ilten til. Desuden bliver der ikke tilført ret meget ilt fra atmosfæren, når luften ikke hvirvles ned i vandet.
Nedre vandløb med langsomtflydende vand og mange planter og alger giver store iltsvingninger om natten pga. planternes respiration. Foto sabin paul croce
Google test
