Laks og ørred
Laksen er beslægtet med ørreden, og er den mest eftertragtede fisk for lystfiskere, fordi den bliver stor, er svær at fange og smager godt.
Bækørred. Det er samme art som havørreden, men den trækker ikke ud i havet og lever hele livet i åen. Den er mørkere end havørreden og kendes på sine røde prikker.
En slægt kan dække over flere arter og igen kan familie dække over flere slægter. Det er den svenske biolog Carl Von Linné der for 250 år siden lavede det system for dyr og planter. Du kender det fra mennesket Homo Sapiens. Homo er slægten som dækker over flere arter, mens sapiens er vores art. Der er over 20 definitioner på arter, men den vi bruger i biologi fortæller os, at to organismer tilhører hver sin art, hvis de ikke kan få frugtbart afkom. En and og en høne kan ikke få afkom, så de er to forskellige arter. En hest og et æsel kan godt få afkom, men det er (normalt) sterilt, og så siger vi også de tilhører forskellige arter.
Laks og ørred er to forskellige arter, fordi de ikke kan få afkom med hinanden.
Den lakseart vi har i Danmark hedder Salmo salar. Salmo er slægtsnavnet og salar er artsnavnet. Ørreden hedder på latin Salmo Trutta. Det betyder at laks og ørred er samme slægt, men tilhører forskellige arter og derfor ikke kan få afkom sammen.
Forskellen på laks og ørred
Ørreden danner stabile bestande i det meste af landet og findes i de fleste vandløb, men laksen findes kun naturligt i Skjern Å, Ribe Å og Varde å og måske Storåen.
De to fiskearter ligner hinanden, men har forskellige krav til miljøet hvor de lever og formerer sig i.
Laksen er mere krævende end ørreden. Gydningen tapper laksen for langt flere kræfter end ørreden og derfor dør 90% af alle laks kort efter gydningen, mens det er langt færre ørreder der dør efter seksualakten. Ørreden foretager ikke så lange vandringer som laksen, og ofte er ørreden stationær og holder til i samme område af vandløbet eller søen. Det er den adfærd, der har beskyttet ørreden mod vores brug af vandløb, hvor opstemninger i flere hundrede år har kostet mange laks livet, og forhindret dem i at vandre ud i havet og tilbage igen for at gyde.
Laks danner lokale stammer, og efter at have vandret ud i havet og spist sig store, søger de tilbage til de vandløb, hvor de selv blev udklækket. De kan lugte, hvor de blev klækket. Frem til 1920 var der stammer af gudenålaks, men de forsvandt, da man byggede Tangeværket, der blokerer Gudenåen og opdæmmer en stor sø opstrøms (op mod strømmen).
Man forsøger med forskellige opdrætsforsøg at importere udenlandske laks og udsætte dem, men den oprindelige laks, som er genetisk unik for Gudenåen er udryddet. Laks fra andre vandløb har en lavere fitness, og dermed ringere evne til at overleve i et fremmed vandløb. Det er derfor man kæmper for at bevare laksen i Skjern å, så det samme ikke skal ske for den som i laksen i andre vandløb.
Gydning
Både ørreden og laksen har høje krav til strøm og højt oxygenindhold i vandet. De forhold finder man i vandløbets stryg. I svingene i et naturligt snoet vandløb finder man høller, som er store fordybninger i vandløbet. De er vigtige, når fisken skal vokse op, fordi strømmen ikke er så stærk, og det giver beskyttelse mod rovdyr. Det er også her de gydemodne fisk finder skjul på deres vej fra havet op til den øverste del af vandløbet.
I november-december lægger hunnen æg i stryget. Hun basker en aflang hulning i gruset og hannen gyder sin mælk (sæd) over æggene, som til sidst dækkes af grus. Vandstrømmen ned gennem gruset forsyner æggene med oxygen, og gruset yder en god beskyttelse mod rovdyr. Men der er kun oxygen nok hvis der ikke er forurenet med slam og sand der kan blokere vandstrømmen ind igennem gruset.
Laksen gyder kun en enkelt gang i åens hovedløb, mens ørreden kan gøre det 2-3 gange i åens mindre sideløb. Et af laksens gamle gydepladser er hvor Tange sø ligger i dag, men nu er det stillestående vand, med mudder og lavt oxygenindhold, og her kan æggene ikke overleve.
Laksens 5-7 mm store æg ligger i gruset igennem vinteren og i marts/april klækkes de og de 2 cm store lakseunger kommer frem med en blommesæk, hvor der er madpakke til 1½ måned. Herefter begynder de at spise døgnfluelarver og forskellige andre smådyr, men de bliver også selv spist i stort tal.
De få laks der overlever det første år, bliver 8-10 cm, og året efter når de op på 14-16 cm og har en beskeden vægt på 40 gram. Som fuldvoksne kan de let nå en vægt på 10 kg! De begynder nu at trække ud mod havet. Her møder de en kompleks teknisk udfordring – saltvand.
Man taler ofte om fødekæder, men et fødenet beskriver bedre den plads laksens yngel befinder sig i. I bunden findes første trofiske niveau, som er alger og tang. Det organiske stof fra planterne giver næring til næste trofiske niveau – herbivorerne (planteæderne). Først i tredje niveau kommer lakseynglen, men de står selv står på menuen for ørreder, gedder og toppet lappedykker.
Fisk i saltvand
I ferskvand er saltholdigheden 0,9 % større i fisken end i vandet. Det giver en osmotisk udfordring fordi vandet vil diffundere fra høj til lav koncentration – dvs. ind i fisken. Fisken forsøger at holde på de salte den får ind via føden, og desuden kan den optage ioner aktivt (bruger ATP) igennem gællerne. Selvom cellemembranerne er semipermeable og ikke tillader store og ladede molekyler at trænge igennem, vil en vis mængde salte alligevel diffundere ud af fisken. Laksen skiller sig af med det overskydende vand ved konstant at tisse tynd urin, men også her mister den ioner.
I saltvand får laksen de modsatte problemer. Vandet trænger ud af fisken, fordi vandkoncentrationen nu er højest inde i fisken, og hvis ikke fisken skal dehydrere, må den hele tiden drikke. Men det er bare ikke så lige til, for så får den også for mange saltioner ind, som den må bruge meget energi på at skille sig af med. Nyrene og gællerne udskiller Na+ Cl–, SO42- og Ca2+ ud til vandet. Selvom det koster meget energi, og meget af føden kun går til at opretholde saltbalancen, så er det i havet laksen virkelig tager på i vækst.
Laksen vokser sig ca. 1 meter lang, og når en kampvægt på ca. 12 kg, når de begiver sig vej op igennem vandløbet for at gyde. Det farligste er ikke de mange lystfiskere, der vil have del i det gode kød, men blokeringer af vandløbet med stemmeværker.
Tangeværket
Ved at opstemme vandløb og lave en kunstig sø kunne man drive vandmøller. Men det afskar vejen for laksen når den skulle op og gyde. Mange blokeringer er fjernet de sidste 30 år, men et af de mest kendte står der endnu.
Tange sø er 625 ha, og opholdstiden er kun ca. 11 dage, dvs. vandet udskiftes på 11 dage. Søen skaber problemer for ørreder og laks der vil passere fra havet op til gydepladserne.
Ørredens mange problemer
Opstemningen gør det meget svært for ørreder at nå op til gydepladserne. Fisketrapperne er ikke særligt effektive, og kun få fisk når igennem.
- Vandet i søen varmes op af solen. Varmt vand kan indeholde mindre oxygen end koldt vand, og laksen er oxygenkrævende.
- Den høje temperatur øger respirationen hos laksen, så den forbrænder meget og måske kan komme til at sulte. En højere respiration øger også behovet for oxygen.
- Stille vand giver mindre strøm end i en å, og derfor kan den ikke optage lige så meget oxygen, som hvis vandet strømmer hen over gællerne.
- De 11 dage giver tid til algeopblomstring. Algerne respirerer døgnet rundt, og især om natten, hvor der ikke dannes oxygen ved fotosyntese, kan oxygenindholdet blive faretruende lavt for laksen.
- Søen er hjemsted for mange rovfisk, som gedder og sandart.
Tange sø før og nu
Debatten om tange sø har været intens. Især lystfiskere har ønsket spærringen fjernet for at sikre opgangen af havørred og laks. Beboerne omkring søen er glade for søen (og huspriserne), og Tange sø ved Bjerringbro er et rekreativt område for mange. Søen har ved en politisk beslutning fået lov at ligge, men med tiden vil alger og mudder dog fylde søen op, og den vil til sidst ende som en å på en eng igen. Det vil ske for alle søer, men det vil ske hurtigere i eutrofe søer, for de aflejrer mest organisk materiale fra alger der synker til bunden.
Ørredens livskrav
En række krav skal være opfyldt før ørred og laks kan leve i søen eller åen. Vi har set på nogle af dem.
