Søvn styrker læringen
- Både før og efter vi har haft næsen i bøgerne
Hvis vi er udhvilede, har vi lettere ved at lære. Vi kan fokusere, arbejdere hurtigere og forstår sammenhænge lettere. Det véd vi nok godt, for det har vi selv oplevet. En manglende søvn efterlader os med en ineffektiv hjerne.
Men det modsatte er også tilfældet.
Får vi ikke sovet efter vi har forsøgt at lære noget, så spilder vi kræfter og tid, fordi det ikke bliver lagret ordentligt i hjernen om natten.
Test dig selv
En af de metoder man tester hvor skarpe vores hjerne er, er ved RAT-testen. Det er en associationsøvelse.
Hvilket ord kan sættes efter følgende ord? Gynge – Køre – Høj? …. Svaret er ”Stol”.
Prøv selv: Sæt et ord foran Sol, Blod og Støv
Det er især kreative og komplicerede opgaver som disse man fejler, hvis ikke man har sovet.
Hvor meget svækkes din hjerne når du ikke sover nok?
Hvad er prisen for manglende søvn? Det er der lavet flere test på. En af dem man bruger, er PVT-testen som måler din opmærksomhed ved at der kommer et tal op på skærmen, og du skal klikke så hurtigt som muligt. Prøv det selv her.
Her er resultatet af hvordan man klarer sig i testen når man ikke sover.
Figur efter Birgitte Rahbek Kornum. Forstå din søvn. 2019.
Grafen taler for sig selv, men der er to ting jeg vil fremhæve. Der er ikke stor forskel på fejl, mellem de forsøgspersoner som sov 6 og 4 timer. Det var forventeligt at 4 timer gav langt flere fejl. En anden interessant ting er 8 timers gruppen. De begynder at lave fejl efter 11 dage, og det viser, at 8 timer ikke er søvn nok.
En lignende undersøgelse spreder forsøgspersonerne ud over flere forskellige søvnmængder. 3, 5, 7 og 9 timer. 3 timers gruppen klarer sig katastrofalt, og omvendt viser det sig, at 9 timers gruppen klarer sig helt uden ekstra fejl. Skal du være skarp, og opfylde hjernens behov så er det altså 9 timer i seng.
Men jeg kan godt klare mig med 6 timer mener du måske. Nu siger jeg ikek at du lyver, for der er faktisk mennesker, som kan klare sig med, men sandsynligheden for at kunne klare sig optimalt med 6 timer er mindre end at blive ramt af et lyn!
Men jeg føler mig ikke træt, selvom jeg kun sover 6 timer! Nej, sikkert ikke for vi er kun trætte i de første 14 dage, når vi lever i søvnunderskud, og så stopper hjernen med at sende os træthedssignaler. Hjernen fungerer fortsat dårligt, og du høster alle dårligdommene ved manglende søvn.
Figur efter Birgitte Rahbek Kornum. Forstå din søvn. 2019.